Kære medlemmer

Som informeret i sidste uge, var det planen at greens skulle vertikalskæres primo denne uge. Dette blev gjort i går Mandag.

Som også informeret, er der for meget græs på vores greens for at de kan gøres hurtigere. Vores greenkeepere har bogstavligt talt ligget søvnløse over, hvordan vi løser denne udfordring. Konklusionen er, at vores vertikalskære aggregat muligvis ikke skærer dybt nok. Da et nyt vertikalskære aggregat koster DKK 100.000,- undersøger Søren Greenkeeper nu muligheden for, i samarbejde med John Deere, at sætte ekstra vægte på aggregatet, således at vertikalskæren kommer til at skære mere i dybden.

Vi har drøftet mulighed om at “proppe” greens. Ved “proppe” menes at man med et værktøj til greenklipperen fjerner Ø 5mm. cylinder formet materiale fra greens og efterfylder med sand. Dette fjerner ca. 10 % af green og det underliggende filtlag. Hensigten med dette, er at når greens er restitueret, vil greens være blødere da det underliggende filtlag vil være mindre kompakt. Et for kompakt filtlag giver en trampolineffekt for bolden når den lander, fremfor at den bider i greenen. Det tager dog 3 – 4 uger før de er restitueret efter at være blevet proppet, hvilket ikke er optimalt i højsæsonen. Derfor er dette udskudt til efteråret, og vi forsøger at afhjælpe hårdheden i greens på mildere vis i form af vertikalskæring.

I dag Tirsdag er der drysset topdress sand på greens. Som tidligere nævnt, vil sandet fordele sig imellem græsstråene, således de vokser mere lodret og kan klippes tættere.

Apropos klippe tættere, så har vi haft et at vores to greenklipper skær til slibning. Disse monteres Torsdag eftermiddag, så greens kan klippes optimalt tidligt Fredag morgen til Brdr. Dahl matchen på Fredag. Så det kan vi glæde os til!

I morgen Onsdag, vil greens blive tomlet så bolden ruller mere jævnt.

Som vi håber I forstår, gøres der alt der er os fysisk muligt, for at vores medlemmer og green fee gæster får en bedre spilleoplevelse på greens.

I morgen Onsdag, vil der blive buskryddet i roughen til højre for 12. fairway tæt på fjorden, hvor medlemmer kan booket bivuak overnatning der bookes igennem Golfbox. Overnatning vil være gratis! Bivuakkerne har vi allerede og der er indkøbt solceller lanterner, el-grill, elkedel, bål fad og hyndeboks til bivuakkerne. Vi antager, at vi er klar til at modtage bookinger i næste uge. Der vil blive meldt ud omkring dette, når vi er helt klar.

Sluttelig kan vi informere, at vi arbejder på en “Mød din Greenkeeper dag”. Her vil man blive inviteret ind på Greenkeeper Gården til en sodavand og en kop kaffe. Man vil få en rundvisning, forklaring omkring de forskellige maskiner, en præsentation af greenkeepernes hverdag og den know how det kræver for at holde en golfbane mv. Der meldes meget snart ud omkring dato og tidspunkt for dette.

Skulle du have bemærkninger til baneforhold eller konstruktive forslag, så kontakt mig endelig via e-mail.

 

Med venlig hilsen

Henrik Baltz Nielsen