Kære medlemmer
Så er der gået to uger siden sidste indlæg, og en masse er sket siden da.
Der er plantet fem nye kirsebærtræer langs volden på 1. hul op imod træningsbanen. Dette er en forlængelse af de fem træer der blev plantet sidste år i starten af forløbet mellem 1. hul og træningsbanen. Til næste år er planen, at der skal plantes yderligere fem træer, og om to år skal de sidste fem kirsebærtræer plantes. Så er projektet færdigt. Hensigten er, at danne en adskillelse mellem 1. hul og træningsbanen. Om 15 år skal det nok blive rigtigt flot.
Nogle har eller vil bemærke, at der er optegnet med blåt kridt omkring herrernes 9. teested. Dette er gjort i samarbejdet med Søren Greenkeeper, baneudvalget og dommerudvalget. Opmærkningen er gjort med henblik på, at udfærdige tegnings materiale til endelig godkendelse af udvidelsen af herrernes 9. teested. Det lysner i Øst.
Projektet i relation til at hæve el-tavlerne på øen, for at imødekomme oversvømmelser og nedbrud af drænpumperne, er nu færdiggjort.
Førnævnte pumper er nu efterset og repareret, og er klar til vinterens strabadser. Vi føler os nu vel forberedte på, hvad vinteren må bøde på af oversvømmelser.
1 – 6. hul fairways er nu oprettet færdigt. Vi er spændte på, hvorledes det endelig resultat kommer til at se ud, og vi er forhåbningsfulde. Det tegner fint. I samme ombæring er 2., 4. og 6. hul ground under repair blevet eftersået.
Teestederne på 11. hul og 12. hul er blevet rettet op, og tilsået med græsfrø. Dette tegner også lovende. De skulle meget gerne være klar til brug i fuld størrelse først i sæsonen 2025.
Vores fairway vandingsanlæg er blevet tømt for vand, for at undgå frostsprængninger henover vinteren. Dette er foregået ved, at hver enkelt fairway er blevet vandet med det sidste vand der var i rørene. Herefter er anlægget blevet blæst igennem med en kompressor, således det absolut sidste vand nu er blevet blæst ud af systemet.
I morgen Torsdag skal Michael Greenkeeper på kursus for at for fornyet sit sprøjtecertifikat, således han forsat har tilladelse til at køre og sprøjte vores bane. Søren Greenkeeper skal også et tur på skolebænken, for at få fornyet sin autorisation til indkøb af sprøjtemidler.
2., 4. og 6. hul er, som informeret i et tidligere Greenkeepers Corner, blevet klippet med vores gamle fairwayklipper. Det er faktisk gået over forventning. Klipperen har ikke taget skade af de første klipninger, og vi forventer snart at kunne bruge vores “almindelige” klipper til disse fairways.
Vi har mulighed for at sprøjte mod svamp (dollarspots) på greens to gange om året. Disse to gange er blevet reserveret til, når svampevæksten er på sit højeste. Dollarspots er blevet holdt i ave med jernvitrol ind til videres, men nu er det tid til at sprøjte med det godkendte og mere effektive sprøjtemiddel. Der vil blive sprøjtet i denne uge. Denne behandling skulle gerne holde frem til Jul, hvor der vil blive sprøjtet endnu en gang. Går alt vel, får vi en kold vinter med frost, som vi holde dollarspots i ave frem til foråret. Går det som præsten prædiker, bliver det en succeshistorie.
I næste uge vil green blive prikket med cylinderspyd. Tidligere på året blev greens prikket med krydsspyd. Et par dage vil de prikkede greens stå ubehandlede hen. Herefter vil der blive påført topdressing og sand. Først på foråret vil denne procedure blive gentaget. Dette med henblik på sundhed i greens, og at de skulle komme til at tage bedre imod bolden.
Skulle du have observationer eller konstruktive forslag til banen, så kontakt mig endelig per e-mail.
Med venlig hilsen
Henrik Baltz Nielsen