Holbæk golfklubs bestyrelse har dags dato indgået en aftale med Klubmanager Ole Rasmussen, om en fratrædelsesordning.
Vi har været glade for samarbejdet gennem årene. Oles ansættelses først som træner/shopkeep og siden som klubmanager, har gennem de seneste 23 år, medvirket til at HGK står som klubben gør i dag. Vi ønsker Ole al held og lykke i hans videre færden, og vi glæder os til at se ham som spiller på banen.
Fremtiden i Holbæk Golfklub indebærer nødvendige investeringer i udskiftning af greenkeepermaskiner samt en generel stigning i udgifterne til IT, varme, el, rengøring, revisor, vedligeholdelse og lønninger. For at kunne sikre klubbens fremtidige drift og vedligeholdelse af banen, er det afgørende, at vi formår at skabe overskud i økonomien. Desværre er dette ikke muligt med den nuværende økonomiske struktur.
Derfor må vi både se på klubbens udgifter og indtægter. På udgiftssiden er vi ved at implementere en række strukturelle ændringer for at opnå besparelser på administrationen. Disse ændringer inkluderer optimering af revisionsstrukturen og den generelle administration af klubben.
På indtægtssiden har vi de seneste år oplevet en medlemsvækst, men en ændring af medlemssammensætningen har ikke udmøntet sig i en general indtægts stigning, og vi forventer ikke yderligere markante stigninger i medlemsantallet. Samtidig har kontingentniveauet i Holbæk Golfklub ikke fulgt med prisudviklingen eller inflationen. Dette betyder, at vi nu står over for en situation, hvor vores indtægter ikke længere dækker de stigende omkostninger, når vi stadig ønsker at holde fast i en velholdt bane, omgivelser og den service vi opretholder nu.
Derfor bliver vi, trods de besparelser vi foretager i administrationen, nødt til at justere kontingentsatserne, så de afspejler det generelle prisindeks og sikrer klubbens økonomiske bæredygtighed i de kommende år.
Bestyrelsen mener, at den eneste ansvarlige vej frem er en kombination af disse to strategier: administrative besparelser og en kontingentstigning. Vi forstår, at dette kan være en svær beslutning, men vi mener at det er nødvendigt for at sikre klubbens fortsatte eksistens og udvikling. Bestyrelsen står samlet bag denne strategi.
Mvh.
Mads Berg
Formand HGK