Kære medlemmer

Som nogle har bemærket, er der fjernet et tjørn i trærækken på 15. hul. Træet var gået ud, og dette gav en mulighed for at forbinde fairways før og efter trærækken. Roughen i venstre side vil blive trukket længere op mod fairway, således hullet bliver mere et dog-leg højre/venstre. Dette skulle gerne gøre, at der er mindre fare for at blive ramt på 16. tee. Der er indkøbt ti fyrretræer der plantes i uge 48 mellem 15. hul og 12. green. Rækken af fyrretræer bliver plantet mellem førnævnte trærække og buskene på den lille skrænt ved 15. green. Dette skulle gerne give lidt mere sikkerhed for spil på 12. hul og 15. hul, samt at vi får afgrænset hullerne.

Greens blev prikket for to uger siden og blev et par dage efter sandet, som informeret i Greenkeepers Corner Uge 45 – 2024.

Idet vi er gået ind i vintersæsonen, og vi har oplevet nattefrost, samt at temperaturer begynder at ligge under 6 grader, som betyder at græsset ikke gror, vil der fra næste uge af blive spillet fra vinter tee. I den forbindelse er vi begyndt oprette teestederne på mange huller.

Der er bestilt reservedele til vores maskiner, så disse kan renoveres igennem December måned. Klippeledene på teested klipperen, greenklipperen og fairway klipperne bliver afmonteret i næste uge og sendt til slibning. Derfor bliver ikke klippet meget græs igennem December måned. Det er således vi plejer at gøre, så banen vil fremstå i samme stand, som den har gjort i de foregående år i December måned.

Under et par skybrud henover sommeren og efteråret, var det svært at holde sig tør i lynshelteret ud på Kirsebærholmen. I den forbindelse er der indkøbt træ, til at lukke to af det åbne felter i shelteret. Dette skulle gerne give lidt mere læ og forhåbentlig opnå den ønskede virkning.

Som følge af kørsel med maskiner i forbindelse med opretning af fairways på 1. og 6. hul er der kørespor på fairways. Disse retter sig med tiden. Det går dog lidt langsommere på denne årstid, da rødder og orme ikke er så aktive i koldere temperaturer.

I næste uge vil reglen omkring spil fra måtter blive effektueret. Dette med hensigt på at skåne vores fairways som kun meget lidt eller slet ikke restituerer henover vinteren. Venligst respektér dette.

Som I ved, må der ikke spilles på sommergreen når disse er hvide på grund af frost. Dejligt at bemærke, at dette er blevet respekteret til fulde og I har passet på vores bane.

Boldmaskinen er blevet lukket ned for i år. Boldvaskeren er tømt for vand, så vi udgår frostskader. Den manuelle boldopsamler kan med gavn bruges de næste måneder.

Skulle du have bemærkninger, ønsker eller konstruktive idéer til banen så kontakt mig endelig.

 

Med venlig hilsen

Henrik Baltz Nielsen