Kære medlemmer

Det lune vejr og rigelige mængder regn gør at der er fuld vækst i græsset. Banen står næsten mørke grøn, og der klippes på livet løs. Greenklipperens opsamlingskasser tømmes normalt en til to gange på en runde. I øjeblikket tømmes de nu fire til fem gange på en runde. Det er et klart tegn på, at vi har for meget materiale i greens lige nu, hvorfor de kan syntes langsomme. I den forbindelse, bliver der vertikalskåret på mandag, hvorefter der dresses med sand. Vertikalskæringen fjerner en stor del af de vandret groende græsstrå. Vi vil gerne have at der i stor grad kun er lodret groende græs, dette hjælpe sandet med, da det tvinger græsstrående til at gro opad.

Træningsbanen er blevet forlænget med ti meter, således at vi mister færre af vores sponsorerede træningsbolde i højroughen. Out of Bounds pælene, i henhold til aftale med Dommerudvalget, er rykket ti meter nærmere hul to, men det skulle helst ikke gøre den store forskel for spillet på hul to. Der bliver sat et 50 cm. grønt lamineret hønsenet op på træningsbane siden af Out of Bounds pælene. Hønsenettet skulle gerne kunne opfange de sidste bolde fra de allerlængst slående på træningsbanen. Jan Nielsen, Marc, Rasmus og en håndfuld juniorer har tidligere samlet træningsboldene op i højroughen, så nu skulle de gerne i stor grad blive sparet for dette.

Vi er opmærksomme på, at der er meget vild pastinak rundt omkring banen i strafområderne. Vi har ganske enkelt ikke kapacitet til at fjerne disse. I den forbindelse, vil vi nu kontakte kommunen for at undersøge, om de kan være behjælpelige med bekæmpelsen. De har tidligere sprøjtet med bjørneklo.

Puttinggreenen er blevet spot dresset og eftersået. Vi er opmærksomme på, at der er steder på puttinggreen der er i lidt trist forfatning. Der arbejdes på at få rettet op på dette.

Det har i en periode været planen at fjerne det sidste tvedelte træ i hullet i trærækken på hul 15. Baneudvalget har været lidt forsigtige med at gå for hårdt til værks med det nye spilleforløb. Det syntes dog at både visuelt og spillemæssigt, at fjerne dette træ giver god mening. Det vil gøre at vi lave fairwayen lidt bredere i højreside efter trærækken op imod de nyplantede fyrtræer. Vi mener i baneudvalget, at det vil give et mere sammenhængende hulforløb.

Skulle du have spørgsmål, observationer eller konstruktive forslag til banen, så kontakt mig meget gerne via e-mail.

Husk at lægge turf på plads, ret nedslagsmærker op og riv efter et bunkerbesøg.

Med venlig hilsen

Henrik Baltz Nielsen